CONTEMPEHRARY I Nordisk Tempeh
Lækker inspiration til mad med nordisk tempeh af Mikkel Karstad

Friteret tempeh med broccoli, høost og ribs

Til ca. 4 personer

Stort set alt smager lækkert efter en tur i frituregryden ;-D Tempeh er bestemt ingen undtagelse. Men man kan også bare nøjes med at stege tempeh på en pande i rigeligt med olie. Og det går stærkt, så vær opmærksom på at du ikke brænder det på! Alle vores varianter af tempeh kan steges ultra sprøde, hvis man skærer dem i tynde skiver, der steges på panden. Det er af samme grund, at det nogle gange bliver brugt som 'vegansk bacon'.

 


INGREDIENSER: 

200 g tempeh af flækærter eller korn + hamp

1 liter vindruekerneolie

1 stor broccolibuket

100 g friske ribs (frosne kan også bruges) 

25 g høost eller anden fast ost (f.eks. parmesan, Vesterhavsost)

2 spsk ekstra jomfruolivenolie

1 usprøjtet citron

Salt og friskkværnet peber


FREMGANGSMÅDE:


  1. Skær tempeh ud i helt tynde skiver og læg op på en tallerken.

  2. Kom vindruekerne olie op i en gryde og varm olien stille og roligt op.

  3. Del broccoli ud i lidt mindre stykker, skræl stokken med en tyndskræller, så de yderste trevler kommer af. Skær herefter stokken og buketter i helt tynde skiver på langs med et mandolinjern, så du får nogle lange tynde spåner. Læg broccolispånerne i en skål med koldt vand, så de bliver helt sprøde og 'krøllede'. Kom dernæst spånerne i en sigte, og lad dem dryppe godt af.

  4. Friter nu tempeh i den varme olie lidt ad gangen, så gryden ikke bliver overfyldt og olien holder sin temperatur, friter tempeh 1-2 min. til de er helt sprøde og gyldne og forsæt til alle skiverne er friteret. Pas på at olien ikke er for varm, så tempeh'n bliver for mørk, før den bliver sprød. Den kan også godt give sig til at sprutte, så vær forsigtig.

  5. Mariner broccoli med saft og fintrevet skal fra citron, olivenolie, salt og peber.

  6. Anret på fad med de sprøde tempeh, ribs og revet høost på toppen.

  7. Server med det samme, så tempeh og broccoli holder sin sprødhed.



OPSKRIFTEN KAN DOWNLOADES HER